Sæsonafslutning for U9 piger
Lørdag d. 26. juni kl. 10 var det endeligt tid til et socialt arrangement på pigernes U9 hold – noget der har været praktisk talt umuligt i mere end et år.
Dagen startede ud med en halv times fri leg på hoppepuden alt imens forældre og trænere samledes til et forældremøde. Ovenpå afviklingen af Pigefodboldfestivallen i april fik holdet en spillertilgang på mere end 100%, så det samlede antal steg til 15 spillere mod 7 spillere i starten af sæsonen. Derfor var det tiltrængt at kunne afholde et forældremøde, hvor det bl.a. lykkedes at skaffe flere frivillige kræfter til at sikre gode oplevelser for spillerne fremadrettet.
Før frokost lavede pigerne bl.a. en samarbejdsøvelse, hvor de var på boldskattejagt i ”Midgaard”. Her skulle de hjælpe hinanden med at finde alle 20 bolde og få dem ud inden 15 minutter.
Frokosten, bestående af sandwiches med dertilhørende slush-ice, blev leveret af Houlkærhallens cafeteria, Guldkalven.
Herefter stod den bl.a. på aktivitetslege, kamp på 11-mandsbanen og kage inden dagen sluttede med medaljeoverrækkelse til alle kl. 13.45.
- Det var fantastisk at se, hvordan pigerne hyggede sig i dag. Vi har nu et godt set-up og en stor og skøn gruppe af spillere - selvfølgelig med plads til endnu flere. Vi kommer til at prioritere de sociale arrangementer højt fremadrettet og satser på, at det næste kommer til at involvere landsholdsspillerne – udtaler træner Morten Konradsen med henvisning til det danske kvindelandsholds næste hjemmekamp på Viborg Stadion d. 16. september.