Bestyrelsesmøde den 19. april
Referat af bestyrelsesmøde den 19. april 2022
Referent: Olav Bertelsen
Tilstede: Helle Stilling, Jacob Flintholm, Christian Hald, Kenni Elkjær, Lone Nør Skott (online), Olav Bertelsen
Varighed: Kl. 19.00-21.30
Dagsorden:
- Siden sidst
- Årshjul
- Halleje
- Park- og Vejservice
- Tøjindkøb
- Nissecup
- Eventuelt
Referat:
- Første reelle bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen og tid til at samle op på løse ender. Indretningen af det nye boldrum fungerer rigtig godt. Alligevel har et enkelt boldrum på kort tid mistet flere bolde. Det må være de enkelte holds eget ansvar, at holde styr på bolde og andet indhold i det skab man nu kun deler med et enkelt andet hold. Opfordringen fra bestyrelsen skal lyde, at man taler sammen med det hold man deler skab med, og i øvrigt altid tæller sine bolde før og efter træning.
- Helle Stilling har udarbejdet et meget detaljeret årshjul baseret på erfaringerne fra det første år i bestyrelsen. Et super værktøj - også til eftertiden!
- Lone Nør Skott og Kenni Elkjær har sat et møde i stand med Jens Johansen (Houlkærhallen) vedrørende vores halleje. Mødet finder sted mandag den 25. april.
- Christian Hald har talt med Viborg Kommunes Park- og Vejservice vedrørende den ugentlige græsslåning. Kommunen imødekommer ønsket om, at målene ikke flyttes unødvendigt langt. Skulle det alligevel ske igen er vi meget velkomne til at påpege det på ny.
- Det er blevet besluttet, at trænere med 6 måneders anciennitet i klubben skal berettiges en klubfrakke. Prisen pr. frakke er kr. 600 ex. logotryk. Desværre, som situationen også er i mange andre henseender, er frakken i restordre.
Ønsker man i privatregi at købe klubbens nye spilledragter, kan den prøves i forskellige størrelser hos SPORT24 frem til og med den 30. april. Private spilledragter koster kr. 350 og leveres uden sponsortryk, men med klublogo, samt mulighed for navn og nummer på ryggen mod merbetaling. Spilledragten skal afregnes med det samme, men leveres først sammen med klubbens spilledragter til juni/juli. - Nissecuppen er et varmt emne i bestyrelsen. Planlægningen og udførelsen af stævnet vil kræve et stort engagement fra alle. Umiddelbart er der ikke nogen, der ønsker at påtage sig det bærende ansvar, som må være en forudsætning, før et udvalg på 8-10 personer skal samles.
De seneste to år er stævnet ikke blevet til noget – helt eller delvist pga. corona – og vi er bevidste omkring, at gennemføres Nissecuppen heller ikke i 2022, så finder de deltagende klubber måske andre græsgange.
Nissecuppen vejer tungt i driften af Houlkær Fodboldklub, så enten må noget andet erstatte turneringen eller også må sparekniven svinges over eksisterende projekter.
Der blev ikke truffet nogen endelig beslutning omkring emnet denne aften. Der spekuleres videre og et par mulige alternativer tages med i betragtning. - Næste bestyrelsesmøde afholdes den 9. juni kl. 19.15.